Valgmetode for sikring

1. Normal strøm: Først skal vi kende den normale strømstørrelse, der flyder gennem sikringen i det anvendte kredsløb.

Normalt skal vi indstille en reduktion på forhånd, og derefter vælge efter følgende princip: det vil sige, at normalstrømmen skal være mindre end produktet af nominelstrømmen og reduktionskoefficienten.

2. Sikringsstrøm: I overensstemmelse med UL-specifikationerne skal sikringen hurtigt sikres med en nominel strøm på dobbelt så høj. I de fleste tilfælde anbefaler vi dog, for at sikre en pålidelig sikring, at sikringsstrømmen er større end 2,5 gange den nominelle strøm.

Derudover er sikringstiden vigtig, men man skal også henvise til sikringskarakteristikdiagrammet fra producenten for at kunne træffe en vurdering.

3. Åben kredsløbsspænding: Åben kredsløbsspændingen bør generelt vælges til at være mindre end den nominelle spænding.

For eksempel, når en sikring med en nominel spænding på 24 V dc bruges i et 100 V ac-kredsløb, er det muligt at antænde eller sprænge sikringen.

4. Kortslutningsstrøm: Den maksimale strømværdi, der flyder, når kredsløbet kortsluttes, kaldes kortslutningsstrøm. For forskellige sikringer er den nominelle brydeevne angivet, og vi skal være forsigtige med ikke at få kortslutningsstrømmen til at overstige kredsløbets nominelle kapacitet, når vi vælger sikringen.

Hvis der vælges en sikring med en lille brudt kredsløbskapacitet, kan det sprænge sikringen eller forårsage brand.

5. Slagstrøm: Bølgeformen (pulsstrømsbølgeformen) til observation af slagstrømmen bruges til at beregne dens energi ved hjælp af I2T-værdien (Joule-integralværdi). Slagstrømmen varierer i størrelse og frekvens, og effekten på sikringen er forskellig. Forholdet mellem slagstrømmens i2t-værdi og sikringens i2t-værdi for en enkelt puls bestemmer, hvor mange gange sikringen er modstandsdygtig over for slagstrøm.